søndag den 30. december 2012

SKRÅL!


Juleferie ... Tid brugt sammen med familien. Tid brugt på brætspil, hygge med varm kakao & æbleskiver, ture på kælkebakken og besøg hos den nærmeste familie.

I dag bliver tiden dog brugt ganske anderledes. I dag bliver tiden brugt på at ignorere de høje skrig og skrål der kommer inde fra ældstesønnens værelse. Heldigvis er det glædesudbrud - I ved, den slags der som regel efterfølger lyden af legetøj der bliver smidt på gulvet eller når forsøget med at slå kolbøtter fra sengekanten ned på foldemadrassen forløber tilfredsstillende...

 
Juleferie ... Måske man bare skulle kapitulere og hente høreværnet ude i værkstedet?

lørdag den 29. december 2012

En lektion i moderskab


Moderskabet er sgu en underlig størrelse... At være mor til tre drenge kan være angstprovokerende, latterfremkaldende og til tider en fuldstændig surrealistisk oplevelse.

Man forventes at være i besiddelse af de vises sten og fornemmelsen af, at tungen slår knuder når drengene for eksempel midt i en intern diskussion retter blikket mod en og spørger: "Har Gud virkelig ikke en far?" eller "Bor Gud ikke også i Djurs Sommerland?", hører hverdagen til.


For hvad svarer man egentlig på sådanne spørgsmål? - Udover "Det snakker vi om senere. Spis så din mad!"

Man er pludselig i besiddelse af viden om emner, som man i sin vildeste fatasi ikke havde troet, at man en skønne dag skulle kunne gøre sig klog på.
Som mor til tre drenge, hvor disciplinen "at pisse overkors" endnu ikke omfatter en finpudsning af teknikken "at ramme kummen", har man gennem årene udviklet en vis form for ærefrygt når det kommer til det hvide monstrum: toilettet. For man ved sgu aldrig hvad man kan forvente at finde derude¨på badeværelset når den mellemste ligger med ryvetten i vejret og brøler "JEG ER FÆRDIG!" så det kan høres helt oppe på førstesalen. Eller når den store kommer flyvende ind i stuen med åbenstående bukser og en flagrende wii-remote i hænderne efter et hurtigoverstået toiletbesøg og med slet skjult irritation prøver at undvige spørgsmålet: "Har du nu husket at trække ud og vaske hænder?"
Man lærer rimelig hurtigt at inspicere det nedslåede toiletbræt grundigt inden man lader sin hvide popo dumpe ned, for den der kvalmende fornemmelse af at have sat sig i en sø af  urin, er ikke noget der ligefrem skriger på snarlig gentagelse..

Og således endnu en lektion i moderskab. Så selvom det egentlig er mig der skulle sidde klar med svarene når drengene kommer med deres velovervejede spørgsmål, så må jeg beklageligvis melde ud at: "Desværre .. Det aner jeg simpelthen ikke!"

torsdag den 27. december 2012