mandag den 29. juli 2013

Flowerpot - or not?


Efter en mindre overhaling af køkkenet blev manden og jeg enige om, at vi skulle have nye lamper op. Vi var bare ikke lige enige om hverken prisen eller designet!

Jeg har længe været smålun på Verner Pantons Flowerpot pendel, men da jeg introduceretde den for manden, lignede han mest af alt én, der var blevet sparket der, hvor det gør allermest ondt...

Efter at have set den "in real life"  (og massiv plagen fra konen), overgav manden sig dog til sidst...

Resultatet blev disse to i farven "mint" og efter sigende skulle manden være ganske godt tilfreds med nyerhvervelsen... *grin*


mandag den 15. juli 2013

Kunsten at kæmme en kat...


Sigurd, vores dejlige hankat. er en skøn blanding af ½ Norsk Skovkat og ½ Perser. Han er drengenes tro følgesvend og indgår i deres leg med stor tålmodighed og til tider dumdristig naivitet. Kort sagt: Han finder sig i næsten alt!

Derfor passer vi også rigtig godt på ham. Også når det kommer til pleje af hans pels, hvilket hurtigt kan udvikle sig til en noget behåret affære!
Bevæbnet med handsker og en god rullekam går man til angreb - vel vidende, at ens hænder på ingen måde slipper uskadte fra slaget! Men hyggeligt er det nu ...