For snart to år siden tog jeg en beslutning. I ved, en af de der beslutninger, der har været længe undervejs. Helt præcis 14 år...
Dengang, i landet for længe siden, var jeg lige fyldt 18. Jeg havde efter en lang kamp endelig mestret kunsten "kontaktlinser" og var egentlig ganske godt tilfreds. De gruopvækkende briller med en styrke på -9 og dertilhørende dobbeltsyn, kunne endelig blive lagt i skuffen med "glemte sager". Men så var det, at jeg stødte på begrebet "øjenlaseroperation"...
Dengang var det ikke specielt udbredt og dem der havde været modige nok til at gennemgå og overleve sådan en operation, kunne berette om store smerter og efterfølgende tvivlsomme resultater. Dengang besluttede jeg mig for, at jeg aldrig nogensinde ville ligge mine øjne i hænderne på disse videnskabsmænd og deres skydegale lasere. Tænk, hvis nu de skød hul i mine øjenlåg eller endnu værre: Jeg helt mistede synet?!
Gennem de efterfølgende 14 år levede jeg et liv som bærer af kontaktlinser, med alle de fordele og ulemper det indebar. Det var først, da børnene begyndte at ankomme, at jeg for alvor forstod kontaktlinsens begrænsninger. Når ungerne græd om natten, var det manden der blev sendt af sted, for jeg var jo praktisk talt blind, når jeg ikke havde mine linser i. En fordel ville nogen måske mene, men har man først én gang taget den på røven ned af trappen fra 1.salen, så ved man, hvad jeg taler om!
For 2 år siden, var jeg så til det årlige synstjek hos min optiker. Hun var en meget varm fortaler for at få mine øjne laseropereret og jeg kom da også så langt, at jeg fik taget mig sammen og fik lavet en aftale med øjenklinikken i Skive. Efter at have gennemgået diverse undersøgelser af mine øjne, noget der tog ca. 15 min., var øjenlægen da heller ikke sen til at henvise mig til Århus Universitetshospital med henblik på en forundersøgelse. Og så sad jeg pludselig der. Med en kæmpe knude i maven og ventede på den endelig dom...
"Nåeh...", sagde den lidt for lækre øjenlæge. "Jeg har tid næste mandag. Hvad siger du til det?"
"Øøøhh... Jeg er gravid!", fik jeg fremstammet og var på vej ind under gulvbrædderne!
"Okay, jamen så kan vi ikke operere dig før du har født og har været amme-fri i 2 mdr. Du får lige min private @mail-adresse og så skriver du bare når du er på den anden side. Så kan du komme til indenfor 14 dage.", sluttede den søde læge konsultationen af med.
Okay. Så nåede jeg så langt...
Halvandet år efter sad jeg så på en af stolene udenfor operationsstuen og ventede på, at det skulle blive min tur. Ventetiden var ulidelig. Jeg havde min mand med som den der skulle forhindre mig i at styrte tudbrølende ud af bygningen inden showet overhovedet var begyndt. Han tog ikke min frygt særlig alvorligt og small-talkede lystigt om test indenfor IT-software, mænd der rendte rundt efter en fodbold og kom vist også ind på vigtigheden af at få skiftet dæk på bilen snarest. Panikken var ved at sætte ind og jeg begyndte febrilsk at skæve hen imod udgangen. Så blev jeg kaldt ind. Heldigvis...
En sød sygeplejerske kom ud og tog imod mig og førte mig ind på operationsstuen. Her blev jeg mødt af en læge, der kort opridsede forløbet for mig. Ingen hastværk. Super god stemning. Måske jeg alligevel godt kunne håndterer situationen?
Jeg lagde mig ned og fik dryppet mine øjne med bedøvende dråber. Blev kørt hen under laseren, alt imens lægen snakkede om den udvikling der har været indenfor feltet de seneste år og så skulle vi til det, jeg havde frygtet allermest. Øjenlågsholderen. Jeg havde i mine mindre heldige stunder, forestillet mig et apparat i stil med det man brugte til at bukke øjenvipper med i 80'erne.
"Så må du gerne tage klapperne af og følge med mig ud i venteværelset", sagde den søde sygeplejerske og tog mig venligt under den ene arm og guidede mig derud. Meget mærkeligt intet at kunne se, ud over et hvidt filter der sad på mine tårefyldte øjne. "Hvor er din mand", spurgte hun pludselig. Og først der følte jeg mig for alvor sårbar: Her stod jeg midt i venteværelset, ny opereret og med tårerne trillende ned af kinderne og SÅ VAR MIN MAND VÆK??!!
Heldigvis var der en venlig mand der tog over, fik guidet mig over til en stol og hjalp mig med at finde mine solbriller i min håndtaske. Og så sad jeg ellers der. Og ventede...
Efter 10 min. kom Dennis slentrende med en avis i hånden og udbrød overrasket: "Er du allerede færdig?!"
Ja tak, din dør! Du kumme sgu da godt lige have ventet det kvarter, inden du kastede dig frådende over Berlingeren... *SUK*
Efter et kvarter blev jeg kaldt ind til lægen igen og fik tjekket øjnene. Alt så fint ud, så jeg blev sendt hjem med besked om at møde op til kontrol den efterfølgende dag. Tågen lettede og det var en meget mærkelig fornemmelse at bevæge mig ned mod bilen, iført solbriller og se verden igennem et tyndt lag film. For jeg kunne jo se...
Dagen efter var det meste af sløret forsvundet og kontrolbesøget var overstået på 4 min. 3 uger senere besøgte jeg min egen læge, som bekræftede mig i, at tingene var som de skulle være.
2 uger efter operationen var jeg ude at køre bil - uden at påkøre nogen eller noget! Jeg kunne læse diverse skilte, forberedte og underviste uden problemer og mit syn var åbenbart så godt, at jeg flere gang inden sengetid stak en finger i øjet på mig selv - jeg var jo vant til at linsen skulle ud! :)
I fredags, 3 mdr. efter operationen, gik turen så igen til Århus. Dennis ved min side og jeg var rimelig fortrøstningsfuld. Og det viste sig da også, at det havde jeg god grund til at være...
Efter adskillige undersøgelse og en længerevarende synstest, kunne lægen med glæde i stemmen informere mig om, at jeg "absolut bidrog positivt til statistikken". Mit syn var gået fra -9 til helt at gå i 0 på begge øjne og min bygningsfejl var blevet reduceret fra 1.0 til 0,25. Og jeg er lykkelig....
Det var været en lang proces at skulle igennem og jeg har måtte overvinde min egen frygt et par gange, men det har været det hele værd...
Så til jer, der overvejer at få "fikset" jeres øjne: "Go for it". Specielt, hvis I har over -6.5 i styrke. Så behøver man nemlig ikke selv grave så dybt i lommerne... ;)
